Det har været en meget MEGET turbulent tid, hvor følelser, søgning efter information, frustration, håb, slukket håb, sorg og angst alt sammen har kørt rundt i en stor pærevælling, som jeg stadig kæmper med at få styr på.
Jeg har ikke skrevet så meget på bloggen tidligere om mit privatliv og min baggrund, da bloggen egentlig bare har været tænkt som en "opskriftsamling over min yndlingsopskrifter", men en der står mig nært, mente det kunne være en god idé, at få skrevet nogle af mine tanker ned og da det fylder meget - stort set alt fylder det lige pt - er bloggen derfor også blevet sat til side, men forklaringen og den triste årsag kommer altså her.
Min far fik for et par år siden en demensdiagnose. Han har Frontotemporaldemens med progressiv afasi. Det er en af de mere sjældne former for demens og der er derfor heller ikke meget viden omkring sygdommen. Den udarter sig forskelligt fra person til person. Hos far kom den snigende og i starten var det mest tydeligt i forhold til hans sprog, som blev mere og mere usammenhængende og knudret. Ord der forsvandt. Sætninger der ikke gav mening. Det er 4 år siden diagnosen blev stillet og det er sidenhen gået jævnt ned ad bakke, med flere og flere færdigheder der er forsvundet. I dag kan han ikke længere skrive, læse, regne, køre bil og han glemmer mange ting såsom vores navne, hvad er forskellen på en svensknøgle og en umbraconøgle osv. osv.... Mine forældre satte deres hus til salg for et par år siden og fik det endelig solgt i december 2012. De købte en andelsbolig tæt på, hvor vi bor. De flyttede ind i slutningen af februar i år og så begge frem mod forår og sommer. Forhåbentlig en tid hvor min far kunne blomstre lidt op og hvor min mor kunne nyde livet lidt igen efter nogle hårde år, hvor min fars sygdom og hussalg har fyldt meget.
Kort før påske var min mor ved lægen, da hun længe har haft lidt småsygdom i kroppen, ligesom en influenza der ikke rigtig tog fat, men heller ikke blev bedre. Lægen sendte hende videre til røntgen og derfra videre til CT Scanning. Ingen af delene fik vi et ordenlig svar på - blot en melding om at hun skulle til yderligere undersøgelser, for at udelukke kræft. Derefter PET Scanning + biopsi i fuld narkose. Herefter ventetid på en uge. Alt i alt gik der en lille måneds tid fra røntgen til svar: Hun har en kræftknude i højre lunge på knap 5 x 7 cm!!! Det er på størrelse med en knyttet hånd!!! Derudover mulig spredning til en lymfeknude. Jeg ved simpelthen ikke, hvordan man ruster sig til sådan en melding?!? Min mor selv tog det forbløffende bravt og fattet. Jeg derimod gik vist i chok og derefter en form for angst og sorg over det forløb hun nu skulle igennem. Dagen efter hun havde fået diagnosen, skulle hun igen op på Vejle Sygehus for at få forklaret behandlingsforløbet. Først kemo for at skrumpe knuden. Derefter operation i Odense, hvor knude og en del eller hele lungen skulle fjernes. Siden biopsien/ narkosen havde min mor følt sig svimmel og vi nævner dette for lægen. Mor bliver sendt til endnu en CT Scanning et par dage efter. Af hovedet. Endnu en gang ventetid. Vi skal vente en uge på svaret, som vi skulle få samme dag som kemoen skal starte. Men der går ikke en uge. Der går tre dage, så ringer de, at min mor skal komme til Vejle. Kræften har spredt sig til hjernemetastaser. Behandlingen er lavet om. Kemoen er sat på stand by. I morgen skal min mor i stedet starte på strålebehandling af hjernen. Der er tre metastaser - som er synlige.
Det hele er simpelthen så uvirkeligt. Jeg har ikke sovet ordenligt siden vi fik beskeden om metastaserne. Vågner mange gange hver eneste nat og tror hver eneste gang et øjeblik at det hele bare har været et ondt ondt mareridt og så går virkeligheden langsomt op for mig. Men kan simpelthen ikke kapere det. Kan ikke kapere og rumme de følelser der vælter rundt i mig. Det ene øjeblik kan jeg forholde mig rationelt og nøgternt til situationen. Det næste øjeblik overvældes jeg af angst for at miste min mor. Min kære søde mor. Angst for den ukendte verden uden hende. For den ukendte verden uden både hende og far. Min kære søde far. Så kommer alle de følelser op, som har gemt sig efter hans sygdom. Sorgen over at være vidne til at han langsomt er blevet en skygge af den person han var en gang. Det er simpelthen umuligt at rumme og jeg ved ikke, hvor jeg skal gøre af de følelser eller få styr på dem, så jeg ikke bryder i gråd i alle mulige og umulige situationer.
Den sidste uges tid efter vi har fået meldingen om hjernemetastaserne har jeg forsøgt at være så meget som muligt sammen med min mor. Resten af tiden har jeg prøvet at få lidt samling på mig selv, så jeg kan være der for min mor. Være stærk for hende. "Bevare humøret højt" omkring hende. Lytte. Bevare håbet sammen med hende, selvom... ja selvom...! Vi har fået købt en paryk og et tørkeklæde til hende. Begge dele super fine. Hun kommer til at miste sit hår pga. strålingen. Det er helt absurd at prøve at forstå... Man kan simpelthen ikke se det på hende rigtigt heller... hun har godt nok tabt sig meget - 15 kg. på et år ja, og hostet, været lidt stakåndet og svimmel på det seneste, men jeg kan stadig slet slet ikke forstå at hun har kræft. Selv her når jeg sidder og skriver, føler jeg, at det er uvirkeligt, som om det ikke rigtig er virkeligt. Det er ikke min verden!??! Og så kan jeg igen heller ikke forstå, at verden bare går videre - når nu min verden er gået i stå. Forandret... FOR ALTID...
Men det gør den jo og på et tidspunkt får jeg vel også igen en form for styr på alle de tanker og følelser der rumsterer rundt i mig.
For at samle tråden op fra starten, så har det i dag været mors dag. Og for mig var det min mors dag. Mine tre brødre og jeg overraskede min mor - og far - med rundsstykker og fødselsdagsang i morges. Mor har fødselsdag i morgen. Hun fylder 73. Samme dag som hun starter strålebehandlingen. Men i dag fik vi fejret hende. Og hun nød det. Hun blev meget rørt og bevæget, men hun nød det virkelig også. Det samme gjorde min far. Og det samme gjorde jeg. Det vil helt sikkert være en dag, jeg aldrig glemmer, men faktisk når jeg tænker over det, er det eneste den "mors dag" jeg lige husker... den eneste der skiller sig ud. Og en dag hvor jeg mere end nogensinde før satte pris på at kunne tilbringe noget af den sammen med min mor - og så oven i købet være så heldig bagefter at kunne komme hjem til mine tre fantastiske børn og dejlige mand og tilbringe resten af dagen med dem.
