onsdag

SNASKEDE KANELSNEGLE A LA CINNABON



Kender du Cinnabon? Hvis du nogensinde har været i et amerikansk Mall, har du i hvert fald nok stiftet bekendtskab med duften af Cinnabon. Det er nemlig fra denne kæde, at den vidunderlige duft af kanel fra deres gudelækre kanelsnegle spreder sig gennem det ganske Mall.


Til dig der ikke lige har været i et amerikansk Mall, eller på anden vis har stiftet bekendtskab med Cinnabon, så kan jeg fortælle, at det er en amerikansk kæde, der bl.a. har de mest vidunderlige og snaskede kanelsnegle, man kan forestille sig. Jeg vil tro, du kan finde dem i samtlige malls af en vis størrelse i USA og den populære kæde med de lækre kanelkager har også spredt sig til den øvrige verden dog ikke Danmark desværre, men heldigvis kan man da bage en copycatversion selv.

Hemmeligheden og det der gør Cinnabons kanelsnegle så ekstra-ekstra lækre er måden, de er bagt på og så den frosting der kommer ovenpå. Det er en lækker flødeostglasur (!) og når man først har prøvet det, så kan alle andre kanelsnegle godt pakke sammen. Der er i hvert fald i min verden ingen sammenligning. Så prøv dem... jeg mener det.. PRØV DEM.. virkelig!

CINNABON KANELSNEGLE

50 gr gær
2,5 dl mælk
2 æg
1 dl smeltet smør
1 dl rørsukker
1/3 tsk fint salt
500 gr hvedemel

Smelt smørret og lun mælken. Hæld sammen og opløs gæren i den fingerlune blanding.

Rør sukker, salt, og sammenpisket æg i.

Tilsæt melet. Hold evt. lidt af melet tilbage. Dejen må ikke blive for tør, men skal æltes godt til, den er glat og smidig.

Stilles til hævning i ca. 1 time.


FYLD

2,5 dl brun farin
2 1/2 spsk kanel
3/4 tsk kardemomme (kan udelades)
100 gr smør

Bland farin, kanel og kardemomme med fingrene, så den finkæmmes for klumper.

Når dejen er hævet rulles den ud til en stor plade. Smørres med blødt smør og drysses med kanelblandingen.

Rul dejen sammen på den lange led og del i 14 snegle. Brug evt. tandtråd eller saks til at dele dejen, på den måde holder sneglene formen.

Pensl en stor springform med lidt smeltet smør. Fyld formen med kanelsnegle side om side.

Bages i en forvarmet ovn på 200 grader i 15-20 minutter. Hold øje med sneglene. De skal være godt mørke for at være bagt nok, men farinen må selvfølgelig ikke brænde på (se foto nedenfor).

FROSTING

125 gr stuetempareret flødeost
60 gr stuetempareret smør
1 vaniljestang (kornene)
2 dl flormelis

Blend vaniljekorn, flormelis, smør og flødeost med en håndmixer til alle klumper er væk.

Når kagen er færdigbagt afkøles den ca. 5 minutter på en bagerist. Herefter hældes frostingen udover kagen. Serveres lun.

Note: Du kan sagtens bruge en anden form end en springform, f.eks. en lasagneform eller lign, hvis du gerne vil bage og servere kagerne enkeltvis, bare husk at stil dem tæt op af hinanden under bagning, så de bliver høje og bløde. Skil dem fra hinaden inden frostingen kommer på og fordel frostingen enkeltvis over sneglene (lav evt. lidt større portion af den lækre frosting).

Lækre snaskede kanelsnegle a la Cinnabon - Mit livs kogebog

Ses vi på FacebookBloglovinInstagram eller Pinterest? :)

4 kommentarer:

  1. Årrh jeg savner Cinnabon.. Og deres duft :-) Tak for opskrift!

    SvarSlet
  2. Så er du simpelthen nødt til at prøve opskriften her af Frida... uhmm ja den duft og smag ;)

    SvarSlet
  3. Det lyder virkelig lækkert. Og pæne billeder :)

    SvarSlet
  4. Tak :) Og de er virkelig rasende lækre Frk. Kræsen :)

    SvarSlet